I min nye roman MALI oplever hovedpersonerne at blive indlogeret i en enorm flygtningelejr i Sydeuropa. Derinde oplever de forskellige former for grusomheder, som indebærer at de til sidst må kæmpe en indædt kamp mod sult, sygdom og kriminalitet for at overleve. Men er dét et realistisk scenarie, set i forhold til verdens flygtningelejre i dag?
Et voksende flygtningeproblem
I nutidens verden findes der flygtningelejre på stort set alle kontinenter. Ved udgangen af 2019 var der således sammenlagt 79.5 mio. mennesker på flugt fra deres eget hjem. Det svarer til 1% af verdens befolkning, eller én ud af hver ét-hundrede! De fleste kommer fra Syrien, hvor 6.6 mio. mennesker er flygtet fra borgerkrigen. På andenpladsen kommer Venezuela, hvor 5.4 mio. mennesker er flygtet fra økonomisk sammenbrud, fattigdom, sult, vold og mangel på medicin. I Afghanistan er 2.6 mio. mennesker flygtet til Iran og Pakistan, mens yderligere 3.5 mio. mennesker er internt fordrevne. Fælles for dem er, at de er flygtet fra Taliban og truslen om en dødsdom eller at skulle affinde sig med at leve under bevægelsens grusomme og kvindeundertrykkende Shariaregime. I Sydsudan er mere end 2.2. mio. mennesker drevet på flugt fra væbnede konflikter, mens knap én million Rohingyaer fra Myanmar er drevet på flugt fra vold og religiøs forfølgelse i deres hjemland.
Men folk flygter ikke udelukkende på grund af forfølgelse, som ellers er FNs helt principielle definition af begrebet flygtning. Folk flygter i stigende grad også som følge af klimaforandringer. I 2020 blev 30 mio. mennesker drevet på flugt fra deres eget hjem, som en direkte konsekvens af klimaforandringer og ekstremt vejr. Det er tre gange så mange, som samme år flygtede fra krig og konflikt. Klimaflygtningene kommer i overvejende grad fra Kina, Filippinerne, Indien, Bangladesh, Pakistan, Somalia, Niger og Etiopien, men ikke udelukkende derfra.
Der er altså er ret signifikant antal flygtninge rundt omkring i hele verden, og tallet forventes at stige betragteligt, da alene antallet af klimafordrivelser som følge af global opvarmning, risikerer at ramme helt op mod 216 millioner mennesker i år 2050. Til sammenligning udgjorde det samlede officielle flygtningetal globalt set blot 45 mio. i 2013.
De største flygtningelejre
Kutupalong lejren i Cox’s Bazar distriktet i Bangladesh, er i dag verdens største flygtningelejr, med mere end 600.000 mennesker på et blot 13 kvadratkilometer stort område. Det svarer til en helt absurd befolkningstæthed på mere end 46.000 mennesker pr. kvadratkilometer! Til sammenligning er befolkningstætheden i storbyer som Singapore og Hongkong, der er blandt verdens tættest befolkede byer, på “blot” 6.300 pr. kvadratkilometer. Den store befolkningstæthed medfører markant forøget risiko for ildebrand, og så sent som i marts 2021 brød lejren i brand. Mere end 10.000 hytter gik tabt og gjorde 45.000 mennesker hjemløse endnu engang. Og for at gøre ondt værre, så ligger Cox’s Bazar distriktet midt i monsunbæltet, hvilket efterfølgende i Juli 2021 medførte enorme oversvømmelser inde i lejren, så yderligere 10.000 måtte evakueres.
Dadaab lejren i Kenya, der huser knapt 220.000 flygtninge, primært fra Somalia og Sydsudan, hører ligeledes til blandt verdens største lejre. Selv om lejrens indbyggere rent faktisk formår at bidrage til lokaløkonomien i området, da de hjælper til på markederne og endda selv opretter små forretninger, så er lejren alligevel en torn i øjet på den kenyanske regering. Lejren er nemlig under stærk mistanke for at være rekrutteringsområde for den islamistiske terrorbevægelse al-Shaabaab, der holder til i Somalia, og den udgør således en reel sikkerhedsrisiko. Ikke blot for hele området, men så sandelig også for lejrens indbyggere.
På samme vis udgør al-Hol lejren i Syrien en enorm potentiel sikkerhedsrisiko for lokalområdet, for verden, og for lejrens 65.000 indbyggere. al-Hol huser nemlig ikke længere blot de 10.000 syrer og irakere, som allerede boede der før ISIS’ nederlag i regionen. 55.000 mennesker, hovedsageligt kvinder og børn, familier til faldende ISIS krigere, blev nemlig indlogeret i den samme lejr efter krigens afslutning. Det er familier, som har taget deres ideologier med sig ind bag lejrens ståltrådshegn, og som sidenhen har påbegyndt brutale overgreb på de af lejrens beboere, som ikke deler ISIS’s syn på verden. Det er ikke uden grund, at al-Hol betegnes som verdens farligste flygtningelejr (af nogen også kaldet en fangelejr).
Andre lejre eksisterer så længe, at omverdenen næsten glemmer at de eksisterer. I grænseområdet mellem det sydlige Algeriet, Mauretanien, Marokko og Vestsahara ligger en lejr med 170.000 Sahrawi flygtninge. De har boet i lejren i mere end 40 år, og de omtales stort set aldrig i nyhederne rundt omkring i verden længere. Området er knastørt. Temperaturerne når op på 60 grader celsius om sommeren, hvor de er tvunget til at søge ly indedøre i deres skrøbelige lerhytter, som falder sammen når den tunge regn endelig kommer. Stedet oplever generelt ekstremt sparsomme mængder regn, men når det sker, så opsamles vandet i rustne tønder. Man kan ikke dyrke afgrøder på grund af den konstante tørke. Sandstorme er hyppigt forekommende og elektricitet ikke-eksisterende. Nødhjælp er en helt nødvendig forudsætning for Sahrawi folkets overlevelse, men den er sparsom. De er blevet glemt.
Også indenfor EUs grænser drives flygtningelejre langt ud over den kapacitet de er bygget til. Moria lejren, på den græske ø Lesbos, er bygget til at huse 3.000 flygtninge, men rummede så mange som 13.000, da en en voldsom dødsbrand i 2020 brød ud og brændte hele lejren ned til grunden. Indtil da havde lejren være et forfærdeligt sted at opholde sig. Uhygiejniske forhold gav ideelle betingelser for sygdomsudbrud som diaré, fnat og influenza. Mangel på helt basale fornødenheder, som vand, varme og medicin, gjorde det umuligt at komme de livstruende forhold til livs. Derudover rummede lejren en stor andel uledsagede børn på 13-15 år, som uden forældre måtte lære at begå sig og overleve så godt som de nu kunne. Det skete ofte i hænderne på de forkerte mennesker, der kunne forme dem som de havde lyst til. I Moria lejren var det ikke unormalt at børn begik selvmord.
Der er mange flere lejre beliggende rundt omkring i verdens brændpunkter end de her nævnte. Nogle er værre end andre. Men faktum er, at livet i en flygtningelejr på mange områder er mindst lige så farligt, som dét man er flygtet fra, og man skal ikke ønske det for nogen, at tilbringe hverken år, måneder eller uger, inde i sådan en lejr.
Læs mere: