“Jordens undergang!”
“Dommedagsprofeti!”
“Skræmmekampagne!”
“Politisk hjernevask!”
“Så skal der pustes angst og bekymring i folk igen!”
Dette er blot nogle få af de mange kommentarer fra kommentarsporet efter første afsnit af Thomas Vinterbergs nye dramaserie ‘Familier som vores’. En serie, der handler om klimaforandringerne og de konsekvenser, de kan føre med sig.
Min første roman ‘MALI’, som er en del af en skønlitterær serie om Jordens Klimaramte, har affødt lignende kommentarer. I MALI er det ikke et forhøjet vandspejl, ligesom i ‘Familier som vores’, der får danskerne til at flygte, men en golfstrøm, der er gået i stå, og som har fået temperaturen i Danmark til at styrtdykke.
Lad mig starte med at slå fast én gang for alle; klimaforandringerne får ikke jorden til at gå under. Der er altså ikke tale om en dommedagsprofeti, sådan som man har set dem gennem hele den dokumenterede del af menneskets verdenshistorie. Politisk hjernevask? Tjah, hvis ikke man kan blive overbevist af, at størstedelen af verdens klimaforskere råber vagt i gevær og gang på gang lægger videnskabelige data på bordet som viser, at klimaet ændrer sig hurtigere, end nogensinde før, så er det måske fordi konspirationsteorier bare er mere spændende at beskæftige sig med.
Men skal der så oprettes skræmmekampagner og pustes angst og bekymring i folk, når vi taler om klimaforandringerne? Ja, det synes jeg faktisk, der skal. De skal imidlertid krydres med håb, for håbet er den livline, som vi har at række ud efter, når alt andet bliver for uhyggeligt. Men håbet i klimakrisen er intet værd, hvis ikke det samtidig ledsages af realistiske fremtidsscenarier, for uden den kobling, forvandles håb hurtigt til en lettere naiv forventning om, at ‘nogen, nok gør noget, inden det går så galt,’ eller til en decideret negligering af krisens reelle omfang.
Og det er netop det jeg, i Jordens klimaramte, der indtil videre udgør bøgerne ‘MALI’ og ‘3 grader celsius’, forsøger at male et realistisk fremtidsscenarie omkring. Som genrekategori hører klimafiktion (cli-fi på engelsk) til under kategorien science fiction (sci-fi). På bibliotekerne kategoriseres mine romaner også som dystopier. Men er de det? Er det her de hører hjemme? Sammen med bøger om rumrejser, liv på andre planeter, zombieudbrud, kunstig intelligens osv. osv.? Det mener jeg ikke. I min optik er der tale om realisme. Måske kan jeg endda strække mig så langt, som til at sige: dystopisk realisme.
Ægte klimafiktion er nemlig baseret på videnskabelige fakta. Der er ofte tale om en fremskrivning af den udvikling i verdens klima, som vi ser udspille sig for vores øjne. Det er ikke fantasi, men realistiske forventninger til det liv, vi kan forvente os at få, når temperaturen stiger. Og det kan være ganske svært at forholde sig til, og endnu sværere at acceptere og se i øjnene, men det er vigtigt at gøre det, hvis vi skal nå at gøre noget ved det, for selv om jorden ikke går under, så bliver den ganske enkelt forfærdelig at bo på.
Klimaet har altid ændret sig. Det er en ufravigelig sandhed. Desværre sker det nu så hurtigt, at mennesket faktisk ikke har tid til at tilpasse sig, uanset om man tror på, at de er menneskeskabte eller ej.
Bliver det så menneskehedens undergang? Nej, det tror jeg såmænd ikke. Mennesker er kreative. Tilpasningsdygtige. Men vi får en lang overgangsperiode, hvor vi vil opleve menneskelige lidelser af bibelske proportioner verden over; abnorme flygtningestrømme, hungersnød, død, konflikter, krige, tørst, sygdom, tyfoner, oversvømmelser af landmasser, skovbrande, mudderskred - kort sagt, alt hvad hjertet kan begære af elendighed. Det har de fleste efterhånden fået tudet ørerne så fulde af, at det er let at blive tonedøv. Og det er også ganske let at prædike om fakta, men hvis man ikke får elendigheden helt ind under huden, så kan det være svært at forholde sig til.
Og det er netop her, at skønlitteraturen og filmens verden kan være et stærkt makkerpar, for netop de to medier kan om noget få konsekvenserne vakt til live og følelserne i tale, uden rent faktisk at kaste folk ud i en virkelig katastrofe.
Alt dette vil jeg debattere meget mere sammen med Estrid Dyekjær på BogForums Skriv & Udgiv scene kl. 14.00 - 14.30 i hal C, fredag den 1. november. Estrid Dyekjær er selv forfatter, ikke til klimafiktion, men til en anden af livets ubehagelige sandheder; kvotekvinder og den hårde balancegang mellem privatlivet og erhvervslivets umenneskelige krav til karrierekvinden. Derudover driver hun podcasten Læsekrogen, om alle de bøger, der finder vej til vores læseglade hjerter. Her kan du også høre en episode, hvori vi taler om baggrunden for min debutroman ‘MALI’: www.laesekrogen.dk
Comentarios