top of page
Luo17-fronts.jpg

Ulige partnere - Lige under overfladen 17

Ulige partnere er en antologi udgivet af Science Fiction Cirklen i November 2022.

Der er tale om den syttende udgave af den traditionsrige antologiserie 'Lige under overfladen'.

 

Antologien indeholder et udpluk af hvad 30 forskellige danske forfattere har på hjerte indenfor science fiction-genren.

Genren spænder vidt, og novellerne skal for de flestes vedkommende også gerne få læseren til at tænke på relationen til dagens verdenssituation. Sådan har det altid været i denne serie, og således fortsætter det også i 'Ulige partnere'.

Mit bidrag 'Det ensomme menneske' indgår som den 29. novelle i rækken. Den handler om kunstig intelligens, virtual reality og at miste kontakten med den virkelige verden.

Uddrag fra 'Det ensomme menneske'

 

  “Det kan jeg ikke,” afviser Henning kort for hovedet. “Jeg har en aftale i AI Dream World med min kone.”

    “Er I blevet gift?” spørger Peter overrasket. Han vidste godt at Henning for nylig havde fundet en kæreste, en chokoladebrun skønhed fra Brasilien, men at de allerede er blevet gift kommer bag på ham.

    “I sidste uge,” bekræfter Henning. “Et kæmpestort bryllup med mere end 500 gæster fra hele verden samlet i Serengetiparken i Tanzania. Du skulle have set det. Zebraer, gazeller og giraffer, der spankulerer afslappet rundt midt iblandt alle gæsterne. Elefanter og løver. Hele pakken. Og midt i det hele dukker der næste 100 sambadansende brasilianere op og omdanner savannen til en afrikansk version af Copacabana i Rio de Janeiro. Det var magisk. Det kan jeg godt fortælle dig. Se, jeg får helt gåsehud bare ved tanken om det.” Han strækker armen ud og viser mig den hønsenuprede hud.

    “Hvorfor var jeg ikke inviteret,” spørger Peter fortrydeligt, men kender allerede svaret på forhånd.

    “Du har jo ikke adgang til AI Dream World.” Henning kigger overbærende på ham.

    “Du kender hende jo ikke ret godt,” siger Peter. “Er du ikke bange for at I ikke passer sammen alligevel?”

    “Det er da lige meget. Så går vi bare hver til sit.”

    “Hvad så, hvis hun bliver gravid?” spørger Peter sarkastisk. Han er begyndt at hade AI Dream World og de høje betalingsmure, der holder ham udelukket fra fællesskabet.

    “Det kan man faktisk godt blive,” bekræfter Henning. “Men kun hvis man er enige om det. Er man det, så skaber AI Dream Worlds kunstige intelligens den der velkendte atmosfære, hvor man går rundt og venter i spænding indtil en dag, hvor hun pludselig er med barn. Så følger ni måneder, hvor hendes mave vokser og vokser, og til sidst bliver man så forældre til en lille nyfødt virtuel baby. Men uden al morgenkvalmen og humørsvingningerne. Det er fantastisk, det kan jeg godt sige dig. Et par jeg kender derinde, har lige været igennem det, og nu har de et sæt livlige tvillingepiger. Det havde de sgu’ ikke lige regnet med.”

    Henning bryder ud i høj latter.

    “Det lyder da helt vanvittigt,” siger Peter. “Betyder det så, at ingen får rigtige børn af kød og blod længere?”

    “Nej, det er der jo ingen grund til, når man kan få noget, der er meget bedre.”

    “Jamen, så ender det jo en dag med, at der ikke længere er flere mennesker tilbage på Jorden.”

    “Nej nej,” siger Henning ivrigt. “AI Dream World lever evigt. Det behøver du ikke være bange for.”

    Han er jo helt hjernevasket, tænker Peter chokeret. Ligesom alle de andre.

    “Men det bliver da uden mennesker så?” insisterer han.

    Henning kigger underligt på Peter, som forstår han overhovedet ingenting. Det gør han måske heller ikke. Det hele føles så uvirkeligt.

    Henning begynder at tale meget langsomt, som taler han til en imbecil. “Der vil altid være mennesker i AI Dream World, uanset dig og mig og alle andre i verden. AI Dream World vil for altid bestå. Dens virtuelle verden vokser hver eneste dag og bygges større og større ved hjælp af AI’s kunstige intelligens. Det behøver den ingen mennesker for at gøre. Den klarer det hele selv.”

Har du fået lyst til at læse mere, så findes 'Ulige partnere' på biblioteket.

 

Du kan også købe et eksemplar hos Science Fiction Circlen.

bottom of page