Kære Inger Støjberg. Lad mig begynde med at sige undskyld. Jeg håber, at du tror mig, når jeg siger, at jeg skammer mig sådan. For jeg har gjort noget utilgiveligt. Jeg har giftet mig. Ikke med en solid dansk kvinde. Nej, det er meget værre. Jeg har giftet mig med en udlænding. Og ikke engang bare med en EU-borger.
Nej, min synd er langt mere alvorlig end dét. Jeg har giftet mig med en brasilianer. Og endnu værre er det, at jeg ovenikøbet har bragt hende og hendes to børn til Danmark, så vi kan leve vores familieliv her, hvor min 16-årige søn fra et tidligere ægteskab også bor.
Jeg er så ked af det. For jeg ved jo godt, at det må vi helst ikke. Jeg ved jo godt, at vi danske mænd (og kvinder) allerhelst skal afholde os fra at blive forelskede i udlandet. Men jeg mødte hende, da jeg var på forretningsrejse i Portugal for at sælge nogle af vores gode danskfremstillede produkter og derigennem bidrage lidt til den danske vækstkurve.
Så var hun der pludselig. Denne lokkende og fristende gudinde fra det forbudte land. Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal bede om tilgivelse, Inger Støjberg. Hvordan kunne jeg dog være så svag, spørger du måske. Men hun tilbød mig at smage på sine solmodne forbudte frugter. Og jeg smagte på dem. Det gjorde jeg. Det indrømmer jeg. Jeg tænkte jo ikke, at jeg derved mistede retten til at leve i Edens Have.
Nu kan jeg da godt forstå, at min straf må være, at vi skal leve vores ægteskab i usikkerhed for, om vi kan få lov til at blive her i Edens Have. Eller om vi skal finde et andet sted at bo, når hendes visum skal forlænges.
Jeg tænker også, at med alt det, jeg indtil nu har solgt til udlandet i min funktion som salgs- og eksportchef og betalt i skat af min personlige indkomst, har jeg sikkert nok allerede betalt for min universitetsuddannelse. Og så er mit mellemværende med Danmark vel i bund og grund ophørt?
Der er vel ikke behov for, at jeg, eller min universitetsuddannede hustru, skal bidrage mere til Danmarks ve og vel? Jeg vil nu ellers gerne. For jeg kan godt lide at bo i Danmark. Men jeg ved jo også godt, at når nu jeg på den måde er lokket til at smage de forbudte frugter, så kan jeg da ikke forvente at få lov til at blive her i Edens Have og samtidig blive ved med at spise af frugterne. Nej, så må jeg vælge. Det ved jeg jo godt.
Jeg ved godt, at min forbrydelse er helt utilgivelig. Jeg ved godt, at jeg nu risikerer at blive landsforvist. Men det har jeg da også fortjent, har jeg ikke, Inger Støjberg? Den usikkerhed må jeg leve med. For jeg er blevet fristet af en af de lokkende og farlige udlændinge.
Så er det da klart, at de 44 år, jeg har boet som lovlydig og pligtopfyldende borger i Danmark, siden jeg blev født i 1973, ikke vægter noget som helst imod sådan en synd. Dét må være min straf.
Forbrydelse og straf hænger jo unægteligt sammen. Og så må det da være helt rimeligt, at vi ikke kan forvente at bo i mit fødeland. Det land, hvor jeg er født af pæredanske forældre og opvokset i en midtjysk forstad. Hvor jeg har studeret og arbejdet hele mit liv.
Inger Støjberg, jeg forstår da godt, hvis du ikke synes, at vi har fortjent at bo her – men så må vi jo bare håbe, at min elskedes hustrus hjemland vil tage imod mig, hvis det ender med, at jeg bliver landsforvist.
Artiklen blev bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten den 11. November 2017.
Illustrationen blev bragt i forbindelse med indlægget. Det er tegnet af Rasmus Sand Høyer.
Comments