Håb

Da jeg skrev min første klimathriller, fik den en helt enorm positiv modtagelse. Jeg husker især den første professionelle anmeldelse, der gav den 5 ud af 6 stjerner og iblandt mange positive tilkendegivelser især roste den for dens realisme. Men anmelderen påpegede også, at jeg skulle huske at give læseren håb. Det, understregede hun, havde jeg også gjort i de små detaljer, men hun ville blot minde mig om det, så jeg huskede det også i mit videre forfatterskab. 

Siden da har det ligget og rumsteret i baghovedet, hver gang jeg skriver videre på en af mine klimaromaner i serien Jordens Klimaramte. For hvad ligger der egentlig bag begrebet “håb”? 

Det var jeg nødt til at finde ud af, hvis det var noget jeg bevidst skulle arbejde mere med i mine romaner, og derfor kastede jeg mig over en række bøger og artikler om emnet. Særligt to bøger stod ud:

Jane Goodall: Håbets bog - En overlevelsesguide til mørke tider fra 2022

Kristian Leth: Håb - et forsvar for fremtiden fra 2018

Fælles for de to er, at de prædiker om, at verden altid har stået over for store udfordringer, men at menneskeheden jo har klaret sig igennem hver eneste gang alligevel. Særligt Kristian Leth argumenterer i store vendinger for, at menneskeheden er i en positiv udvikling, og at der er langt færre fattige mennesker i verden end nogensinde før. Fakta, som er uomtvistelige og ikke kan benægtes.

Men når man begynder at dykke ned i argumentationen for, hvorfor Kristian Leth og Jane Godall mener vi skal være håbefulde trods alle de klimarelaterede dystopiske fremtidsudsigter, så begynder argumenterne desværre at klinge hult. For når de forsøger at male et positivt billede af fremtiden, så glemmer de at tage højde for, hvor mange ofre, der gik til undervejs, mens verden kæmpede sig igennem krisen. Håbet som du har klamre dig til, synes at være et håb om, at det kommer til at ske for alle andre end lige dig. At netop du undgår at blive én af de mange ofre, som fremtiden bringer. 

I det følgende vil jeg vende nogle af de verdenskriser, som begge forfattere fremhæver som argumenter for, at der er håb på den anden side af katastrofen, hvorfor du og jeg ikke behøver at være så bekymrede.

Verdenshistorien har været præget af mange tilfælde af pandemier og konflikter, som har krævet sine store ofre. De største af disse er blandt andet:

• Den sorte død (1346-1353): 25-30 millioner døde i Europa, 75-200 millioner i hele verden

• Første verdenskrig (1914-1918): 16-17 millioner døde

• Den spanske syge (1918-1920): 50+ millioner døde

• Anden verdenskrig (1939-1945): 75 millioner døde

• Covid 19 (2020-2021): 7-15 millioner døde

Det er forfærdelig mange dødsfald på ganske få år, og som jeg påpeger lige om lidt, så er det også væsentligt flere, end de ofre klimakrisen kræver i dag. Og ja, alle de af vores forfædre, der har overlevet katastroferne, og vi som har overlevet Covid-19, kan da også være taknemmelige for, at vi klarede os igennem. Men hvad med alle dem, der ikke klarede den? Hvad med ofrene? Betyder de da ingenting? Skal håbet i klimakrisen virkelig knyttes op på, at bare det ikke er mig, der bliver ramt, men en af jer andre?

Hvis man sammenligner med klimarelaterede dødsfald, er forskellene til at få øje på.

Et studie fra Monash University i Australien i 2021 kom frem til, at klimarelaterede dødsfald kan anslås til 5 mio. per år, og at den andel, der skyldes varmerelaterede årsager, er støt stigende. WHO nævner i den sammenhæng, at 37% skyldes menneskeskabte klimaforandringer. De nævner også, at klimaforandringerne kræver en kvart million ekstra dødsfald hvert eneste år, og at dette tal er stigende.

Til sammenligning krævede krige og konflikter verden over i 2022 “blot” 200.000 - 240.000 ofre, lidt afhængig af kilde (Upsalla Conflict Data Program eller Peace Research Institute Oslo).

Klimaforandringerne kræver med andre ord allerede nu flere ofre end verdens konflikter tilsammen, når man udelukkende forholder sig til faktorer som kulde, varme, tørke, malaria, dysenteri og hvad der nu ellers følger i kølvandet på klimaforandringerne. Men hvad der ikke tages med i betragtningen er, hvor mange af de konfliktrelaterede dødsfald, der reelt set skyldes klimaforandringerne. 

Undersøgelser viser, at mellem 3-20% af verdens konflikter er intensiveret, som følge af klimaforandringerne, selv om man ikke kan pege på dem som værende den direkte udløsende årsag til konflikten. Der er dog stærke indikationer, der understreger, at visse regioner kan komme til at opleve markante stigninger i væbnede konflikter under klimaforandringerne, grundet ustabile regimer og manglende socio-økonomiske forhold - herunder især i Afrika. Skal man lave et kvantificeret estimat, usikkert som det nødvendigvis må være, kan man anslå, at op mod 25.000 af de årlige konfliktrelaterede dødsfald i realiteten kan kædes sammen med klimaforandringerne. 

Tallene viser altså, at vi frem til 2050 kan se frem til sammenlagt 6-10 millioner ekstra dødsfald rundt om i verden, grundet klimaforandringerne, og 5 millioner grundet konflikter. Det er tal, som hverken Jane Goodall eller Kristian Leth forholder sig til, når de taler om, hvor godt det går for menneskeheden. Ej heller forholder de sig til den fremtidige progressive udvikling i antallet af fordrevne i verdens klimaramte områder, eller til den negative udvikling i den medfølgende fattige del af verdens befolkning, der følger i deres kølvand.

I 2024 var der rundt regnet 123 millioner mennesker i verden, der var blevet fordrevet fra deres hjemegn, som følge af konflikter eller klimakatastrofer. 20% svarende til 26 millioner kunne relateres direkte til klimarelaterede katastrofer. Det lyder måske ikke af så mange, men tallet er blot toppen af isbjerget, når man begynder at fremtidsprojicere. Verdensbanken estimerer helt op til 250 millioner mennesker, der i 2050 må se sig nødsaget til at migrere som følge af tørke, oversvømmelser, naturbrande eller andre naturrelaterede katastrofer. Og det vil i den grad puste til konflikterne rundt omkring i verden, når mennesker med forskellige kulturelle baggrunde må flytte endnu tættere sammen og deles om ressourcerne.

Jeg tænker ikke der skal ikke megen forestillingsevne til, for at indse, hvordan denne udvikling vil påvirke en allerede skæv fordeling af ressourcerne mellem rig og fattig? Eller at  andelen af mennesker, der kommer til at leve under fattigdomsgrænsen vil eksplodere?

Og så er vi tilbage til det primære spørgsmål om, hvor meget håb skal man egentlig indarbejde i sine klimaromaner, og hvilken form for håb skal der være tale om? I hvor høj grad skal man sikre sig, at læseren sidder tilbage efter endt læsning, med følelsen af, at det skal nok gå alt sammen?

Jonathan Watts, redaktør og klimajournalist på The Guardian har skrevet om klimaet i årtier. Og at dømme ud fra hans senere udtalelser, er han ikke længere så håbefuld på klimaets vegne, som han har været, for vi fortsætter med at udlede drivhusgasser i hidtil uset omfang, selv om vi har kendt til konsekvenserne i årtier. I den forbindelse udtaler han, at vi er nødt til at droppe det falske håb og i stedet gå i nødberedskab. 

Og den udtalelse er jeg meget enig i. Idéen om, at teknologien nok skal komme os til undsætning, og som vores politikere synes at hænge alt deres håb op på, er nemlig også et håb om at kapitalismens markedskræfter skal få os ud af den suppedas vi er havnet i. Men de glemmer desværre bare to ret afgørende parametre: 

(1) Kapitalismen er hele årsagen til, at vi er havnet der hvor vi er i dag. Kapitalismen fungerer på den måde, at kun god forretning får os til at ændre spor. Så længe der ikke er god forretning i klimaoptimerende løsninger, og der stadig er bedre bundlinje i klimabelastende løsninger, så kommer kapitalismen ikke til at redde os. 

(2) Naturlige ressourcer, som er en forudsætning for flere af de klimaoptimerende løsninger, er ikke uendelige. Der findes f.eks. slet ikke silicium nok til at dække verdens behov for solceller, lithium til verdens behov for batterier, eller kobber til verdens behov for eldistribution. For ikke at tale om, at vi stadig ikke har fundet gode løsninger på, hvordan vi skal komme af med affaldsstofferne fra flere af de bedste alternativer vi sætter vores lid til; hvordan man destruerer gamle batterier, eller hvor vi skal gøre af alt det radioaktive materiale fra storskala atomanlæg. Løsningerne nu og her er at grave det ned, og overlade det til fremtidige generationer at håndtere, lidt ligesom klimaforandringer synes at være det.

Og den erkendelse er vigtig. Men det er en erkendelse, som politikerne holder ud i strakt arm, for den kræver et opgør med vækstparadigmet og en recession i klimaets tjeneste, samt en fundamental ændring af den måde, vi driver vores samfund på. Det er der bare ingen stemmer i, og derfor bliver det aldrig italesat.

Og det er lige netop déri, at håbet i mine klimaromaner ligger; at læserne får omsat alle de kedelige tal, statistikker og fremtidsprognoser til virkelige scenarier, der vækker nye tanker til live, og som er så tæt på at kunne føles på egen krop som noget andet, uden at være der i virkeligheden. Som får læseren til at begynde at stille flere krav til politikerne og til de virksomheder, de er ansat i, om at vægte klimaet højere. Netop fordi klimaforandringernes ofre pludselig bliver endnu mere virkelige i bevidstheden. 

Mine romaner er ikke skræmmekampagner. Men de skræmmer. Det er ikke feel-good romaner. De er virkelighedstro, baseret på fakta. De er et håb om en bedre fremtid. En fremtid, som ikke ligner den jeg maler et billede af, og som klimaforskerne har advaret om i årtier, men som mange efterhånden er blevet døve over for.

Håbet ligger i, at måske en dag bliver de læst af præcis dén ene person, der kan gøre hele forskellen, og at det er gnisten, der antænder svovlet. Indtil da må vi forberede os selv på alt det, der kommer. Og det kan man blandt andet gøre ved at læse mine romaner. For når man har læst dem, bør nyhedsstrømmene ikke længere komme som et chok.

Image by Gerd Altmann from Pixabay