I min nye roman MALI, er den nordlige halvkugle blevet hvirvlet ind i begyndelsen på en ny istid, som følge af klimaforandringerne. Temperaturerne er styrtdykket i løbet af ganske få år, og har gjort hele den nordlige halvkugle ubeboelig. Men hvad kan man egentlig forvente, hvis en ny istid faktisk finder sin begyndelse?
Sidste gang der var istid begyndte den for 117.000 år siden, og nåede sin maksimale udbredelse for 20.000 år siden. Dengang lå hele Skandinavien gemt under gletsjere af kilometertyk is, inklusiv det meste af Danmark. Temperaturerne havde nået sit absolut laveste punkt, og Skandinavien og Nordamerika var komplet ubeboeligt for mennesker. Mammutter, uldhårede næsehorn, steppebisoner og kæmpehjorte, der i store dele af istidens udbredelse havde haft sin gang på de danske tundrastepper, var ligeledes blevet tvunget længere mod syd.
Men så skete der pludselig noget for 14.700 år siden. Noget forenklet sagt, så begyndte varme havstrømme at flyde mod nord, og i løbet af ganske få årtier, steg gennem-snitstemperaturen med hele 10 grader celsius i hele Skandinavien og i Nordamerika. Isbjørne vandrede dengang rundt på de nordjyske kyster. Gletsjerne afsmeltede hastigt, og i Nordamerika dannedes en enorm smeltevandssø, fem gange Danmarks areal, tæt op ad den nordamerikanske indlandsis, indtil iskappen omkring søen til sidst bristede for 12.800 år siden. Da det skete, strømmede der så meget smeltevand ud i havet, at de varme havstrømme oplevede en brat opbremsning, og temperaturerne i Nordeuropa styrtdykkede igen. På ganske få år oplevede Nordeuropa atter et dramatisk fald på 10 gennemsnitsgrader, der slyngede den nordlige halvkugle tilbage ind i en kortere istids-periode.
Birkeskovene, der var dukket frem i de mellemliggende år, forsvandt som dug for solen, og de store tundrastepper brød atter frem i stedet. De mennesker, der havde fulgt rens-dyrene og varmen herop for 14.200 år siden, blev igen tvunget sydpå. Miljøet blev ganske enkelt for koldt og ugæstfrit til at de kunne overleve temperaturfaldet i vinterhalvåret. Dog er det sandsynligt, at de fulgte dyretrækkene herop om sommeren, indtil efterårs-stormene atter sendte dem sydpå. Denne periode, som kaldes for Yngre Dryas, forløb de næste 1.000 år, indtil istiden endelig fandt sin afslutning efter sammenlagt 115.000 år.
Det er vanskeligt at sige med sikkerhed, hvor koldt der rent faktisk var i Danmark under den seneste istid, men det vil være nærliggende at antage, at temperaturerne ovenpå gletsjerne meget ligner dem, der bliver målt over det centrale Grønland i dag. Her måler den årlige gennemsnitstemperatur -30 grader celsius, og den laveste officielle temp-eratur målt af DMI (Dansk Meterologisk Institut) er -63 grader celsius. Det er dog ikke usandsynligt at temperaturerne om vinteren kan nå helt ned under -70 grader celsius. Det var med andre ord frysende koldt. Selv om temperaturerne foran isen, på tundraerne, var noget mildere, så ville de nok ikke have nået ret meget over frysepunktet, selv om sommeren.
Siden den sidste istids afslutning, er mennesket rykket ind i de landområder, der før lå under is. Landbrug, bysamfund, veje og industrier er kommet til, og det i en sådan grad, at ingen af de mennesker der bor på den nordlige halvkugle i dag, er vant til at flytte rundt længere, som følge af vejrforandringer. Vi er blevet stationære.
Det store tusindkronersspørgsmål er så, hvad ville konsekvenserne af en ny istid være for os i dag, hvis den pludselig meldte sin ankomst? Det kunne f.eks. være som følge af et kollaps af Golfstrømmen. Selvom de fleste forskere i dag er enige om, at vi mennesker har udsat den næste istid som følge af CO2 udledningerne i atmosfæren, så er der ingen der med sikkerhed kan forudsige det fulde omfang af et sådanne kollaps. Der er dog bred enighed om, at gennemsnitstemperaturen på den nordlige halvkugle vil falde med 10-12 grader celsius i løbet af ganske få år. Nøjagtigt som man så det under Yngre Dryas perioden. Landbrugsjord vil øjeblikkeligt fryse til is og der vil i løbet af meget kort tid opstå akut fødevaremangel. Områder, hvor der i dag bor flere hundrede millioner mennesker, vil blive komplet ubeboelige. Skandinavien, Storbritannien, Nordeuropa, Nordamerika. Alle de mennesker vil blive tvunget til at forlade deres hjem, og finde ly længere mod syd. De vil skulle finde tryghed i områder, der i forvejen er befolket af flere hundrede millioner mennesker, og som måske slet ikke har plads, lyst eller ressourcer til at huse de mange klimaflygtninge.
Med andre ord, selv om istider er mere reglen end undtagelsen, set i planeten Jordens lange livscyklus, så er det ikke en periode vi på nogen måde bør fremprovokere.
Hvad kan vi gøre for at forhindre truslen om en ny istid?
I 2015 indgik 196 lande i FNs klimakonvention en fælles aftale om at begrænse den globale opvarmning til fortrinsvist 1.5 grader celsius inden 2030 og maksimalt 2.0 grader celsius. Overholdelsen af dén målsætning er afgørende for, at forhindre en kritisk svækkelse af Golfstrømmen, og risikoen for at blive katapulteret ind i en ny istidsæra.
For at nå klimakonventionens klimamål, er det af afgørende betydning, at verden be-grænser udledningen af kvælstoffer i atmosfæren og begynder at leve en mere bæredygtig livsstil. Bæredygtighed må og skal være én af de absolut vigtigste politiske målsætninger blandt alle verdens politiske ledere, og det er vores pligt som borgere, at holde dem op på det.
Foto af: Adam Derewecki fra Pixabay
Læs mere her: