Kvotekvinde og Klimafiktion – Samtidslitterære målgruppekvababbelser

Af: Estrid Dyekjær, forfatter og podcastvært

”Så snart det handler om klima gider folk ikke høre mere…”

Sådan oplever min forfatterkollega Torben Mathiassen det i hvert fald ofte, når han er ude blandt skønlitteraturens læsere, og jeg tror desværre han har ret. Faktisk er det nok kun flygtningekriser og Work/Life-Balance, der kan matche klimaet, når det gælder om at skræmme potentielle læsere væk.

Torben ved, hvad han taler om. Han har skrevet foreløbig to klimathrillere, der har fået fine anmeldelser og som forlængst er landet på landets biblioteker, hvor litteraturformidlere hyppigt fremhæver dem som relevant klimalitteratur. Romanerne er velskrevne, spændende og uhyggeligt aktuelle – der ligger uendelige timers research bag hvert eneste kapitel og det faglige niveau er helt i top. Hvis flere læste Torbens bøger, ville klimaet helt sikkert blive mere nærværende for os alle og det synes jeg ville være rart, så vi ikke ender med en situation som i Thomas Vinterbergs nye serie ‘Familier som vores’, hvor danskerne må flygte fra hus og hjem, fordi Danmark er blevet ubeboeligt.

Der er desværre bare emner, vi helst ikke vil beskæftige os med, når vi slapper af med en god bog. Måske handler det om alvoren eller realismen i historien, fordi det uvægerligt udløser en bølge af stress at læse om konsekvenserne af temperaturstigninger i ’3 grader celsius’ eller få indblik i livet som klimaflygtning i ’Mali’. Trangen til at handle bliver for voldsom til stillesiddende læsning eller man kan ikke finde ro til en god nats søvn, fordi dramaet i sig selv lægger op til angstfyldte mareridt.

På samme måde oplever jeg det, når jeg møder de kvinder, jeg oprindelig skrev kvotekvindetrilogien til; De har ikke tid eller lyst til at læse om nogen, der har det ligesom dem – dét spejl har de ikke brug for, eller måske tør de simpelthen ikke se ind i det, af skræk for at opdage, at det er tid til et sporskifte.

Torben og jeg havde en god snak om vores fælles udfordringer med at nå vores respektive målgrupper og kunne konstatere, at vores bøger trods åbenlyse kvaliteter (vi var enige om at uddele gensidig ros for både plot, sprog, karakterer og alt derimellem) ikke sælger til det oprindeligt tænkte publikum. Vi havde begge troet, at vi skrev til mødre i 30’erne, men vores læsere har vist sig af være mænd og kvinder over 50 med lange videregående uddannelser, kort sagt, bøgerne bliver læst af vores planlagte målgruppes forældre. Og det er egentlig helt okay.

Vi har fundet et andet publikum end forventet, men dog læsere, der både kan og vil forholde sig til litteraturens politiske dagsordener. Det har vist sig, at det ikke er de unge, som skal overtage planeten, der har mest lyst til at læse klimathrillers, ligesom kvotekvinderne er afvisende når det gælder bøger om Work/Life-Balance.

Måske forholder det sig sådan, fordi den generation har set og oplevet klimaet forandre sig siden barndommen, og nu har et større behov for at forstå dybden af det hele, ligesom de har erfaret, hvordan et helt arbejdsliv med karriere, familie, prestige og stræben efter materielle goder, ikke er lykken og derfor bedre kan spejle sig i min Kvotekvindetriologi.

Uanset årsagen til læsernes præferencer, eller målgruppens mangel på samme, er det vigtigste faktisk, at bøgerne kommer ud – at vi får sat fokus på klimaet, på flygtningerproblematikker og på familiernes Work/Life-Balance.

Med lidt held vil sviger- og bedsteforældre få et blik på deres børn og børnebørns hverdag, tage de svære snakke og hjælpe med at få mere trivsel i familiernes hverdagstetris.

Og måske giver en bedre Work/Life-Balance også tid til en snak om klimaet, og om hvordan familier kan stå sammen om at gøre en forskel.

Klimasnak behøver nemlig ikke være ubehageligt. Det kan også være udgangspunkt for aktiviteter, der inviterer til fællesskab og hyggeligt samvær. Som når man går sammen i køkkenet om nye klimavenlige opskrifter, eller finder tid i hverdagen til at cykle sammen i stedet for at tage bilen.

Vi håber det, for det er jo netop det, den gode litteratur kan: Åbne døre, flytte grænser, ændre perspektiver og give indblik og udsyn. Så gør det ikke noget, at bøgerne også handler om sammenhold, kærlighed og menneskelivet.

Hvis du går rundt og er nogens svigermor eller bedstefar, så er de gode anbefalinger hermed givet videre og skulle du komme forbi BogForum kan du finde os på ’Skriv og Udgiv-scenen’ fredag d. 1. november kl. 14.00-14.30, hvor vi taler videre om klima i skønlitteratur og om den overhovedet skal være en selvstændig genre.

Oprindeligt udgivet: https://estrid-dyekjaer.dk/kvoter-og-klima/

Hør også vores tidligere snak om min roman MALI i podcasten Læsekrogen: https://www.laesekrogen.dk/1889571/episodes/14953873-en-klimathriller-med-skraemmende-perspektiver-og-stor-realisme