Forleden havde jeg fornøjelsen af at tale med en IT supportafdeling på mit arbejde. Jeg skulle imidlertid ikke mange sekunder ind i samtalen, før jeg var nødt til at afbryde den i øvrigt så imødekommende og ivrige IT supporter. Jeg forstod simpelthen ikke hvad han sagde!
Det skulle ellers være så simpelt. Jeg havde såmænd blot brug for at få oplyst vores kodeord og brugernavn på et internetdomæne som vi ejer. Men så enkelt skulle det åbenbart ikke være. Jeg forsøgte at tale med den yderst tålmodige medarbejder, men femten minutter senere måtte jeg erkende, at vores kommunikationssprog simpelthen var ligeså forskelligt som Dansk og Portugisisk. Jeg forstod enkelte ord, men ikke hele sætninger.
Det fik mig til at tænke. I disse dage, hvor pensionsalderen diskuteres så lystigt blandt politikere og diverse dagblade, så synes jeg altså at man overser en helt reel problemstilling.
Ja, mange håndværkere er helt bestemt nedslidte i en tidlig alder og har af den årsag yderst vanskeligt ved at opretholde en, for sig selv og for arbejdsmarkedet, fornuftig arbejdsindsats. Derfor lyder argumentet, at de skal have lov at gå på pension tidligere end akademikerne.
Jeg er 45 år i dag, akademiker, og anser mig selv som værende nogenlunde intelligent. I hvert fald intelligent nok til, at jeg mener jeg har en eller anden værdi for arbejdsmarkedet. Men har jeg også det om 25 år? Hvis det allerede nu kniber med at forstå en simpel samtale med en IT supporter?
Den digitale udvikling er gået rasende stærkt de seneste 25 år, fra nærmest ikke-eksisterende til at være en helt central del af alle danskeres liv, både i og uden for arbejdsmarkedet. Der er ingen grund til at tro, at den udvikling ikke går endnu hurtigere de næste 25 år.
Det kan jeg da slet ikke følge med til!
Og hvis jeg ikke kan det, hvori ligger min praktiske værdi så for arbejdsmarkedet? Vi kan jo ikke alle sammen sidde tilbagelænet i direktørstolen og lede slagets gang, selv om vi har nok så meget gråt hår på hovedet og masser af erhvervserfaring i baglommen. Så mange ledende stillinger findes slet ikke. Derudover ville jeg ganske givet ikke forstå ret meget af de strategiplaner eller IT-krav, som jeg ville blive mødt af, som chef for en virksomhed eller sågar blot en afdeling.
Som praktisk akademiker er jeg desværre nok ikke meget bevendt, sammenlignet med de yngre, der endnu er i stand til at følge med eller som måske endda er med til at skabe udviklingen.
Som 70-årig er jeg irrelevant for arbejdsmarkedet. Så enkelt er det!
Jeg kan jo ikke engang forstå hvad mine døtre taler om i dag, når de er på Snapchat! Altså, måske kunne jeg, men det ville tage lang tid og uendeligt megen tålmodighed fra mine døtre.
Det lyder så fint, at vi skal blive på arbejdsmarkedet indtil vi er 70 år. Men kan arbejdsmarkedet overhovedet rumme os, når vores viden er så mangelfuld?
Næh, så ender vi blot på dagpenge, og når den fornøjelse udløber, så på kontanthjælp, indtil vi iflg. Danmark er gamle nok til at gå på pension.
Jeg sidder ikke med løsningen. Det eneste jeg påpeger er, at når pensionsalderen diskuteres, så må vi altså ikke glemme, at man også kan være nedslidt mentalt. Ikke kun fysisk.
Artiklen blev bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten den 10. Februar 2019.
Fotoet blev bragt i forbindelse med indlægget. Det er taget af Joachim Ladefoged.
Comments