top of page
  • Forfatters billedeTorben Mathiassen

Hvad nu, hvis det skete for os selv (nu er chancen der jo)?



I August 2021 udgav det tyske klimainstitut Potsdam Institute for Climate Impact Research endnu en rapport om golfstrømmens tilstand. Og den var ikke god. Faktisk konkluderede de endnu engang, at havstrømmen, der er så vigtig for vores klima, var på sit svageste niveau i mere end 1600 år. Dengang, for blot 2 år siden, var der ikke nogen gangbar måde at estimere, hvornår golfstrømmen kunne forventes at gå i stå. Rapportens indehavere var imidlertid selv bekymrede, for en afbrydelse af den havstrøm kan få markante konsekvenser for vores del af verden. Begyndende istider, havis ned til Frankrig, gletsjerdannelse i Norge og Sverige, ekstreme vintertemperaturer, storme, sommertørke og i det hele taget en markant ændring af vores livsstil i det nordlige Europa.


Danske (og internationale) forskere, journalister og de fleste af os helt almindelige dødelige læste rapporten med en vis form for tilbagelænet ro, og en god portion skepsis over om ikke der blot var tale om endnu en omgang klimafiktions-alarmisme. Måske fordi konsekvenserne af golfstrømmens kollaps er så uoverskuelige, at vi helst ikke vil tænke over det? Men nok i særdeleshed også fordi vores egen DMI (Dansk Meterologisk Institut) var ret hurtige til at argumentere imod den tyske undersøgelse og så tvivl om dens gyldighed. Ifølge DMIs egne undersøgelser var der nemlig ikke noget tegn på en svækkelse af golfstrømmens tilstand.


Personligt har jeg heller ikke selv haft mange søvnløse nætter over at vide, at klimaforskernes målinger peger på en markant svækkelse af havstrømmen. Men den, og tidligere rapporter helt tilbage fra 2005, gav mig alligevel inspiration til at sætte gang i en tankerække, der endte ud med min debutroman MALI - en klimathriller, der sætter det hele på spidsen. Hvad nu, hvis det skete for os selv? Hvad nu, hvis golfstrømmen går i stå, og vi danskere må flygte sydpå? Det blev, for mig, en interessant rejse og tvang mig til at tænke meget mere over de dybereliggende konsekvenser ved at blive klimaflygtning. Kort fortalt er det ikke en situation, som jeg vil ønske for nogen.


Derfor blev jeg måske også mere bekymret end de fleste, da det nye danske studie fra Niels Bohr Institutet og Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet blev offentliggjort i Juli 2023. Nye beregninger, baseret på ganske vist ikke helt optimale data, viste nemlig, at golfstrømmen med 95 procent sandsynlighed risikerer at gå i stå på et eller andet tidspunkt mellem 2025 og 2095. Sandsynligvis i årene lige omkring 2057. Det årstal ramte mig ret hårdt, for i min nye bog ‘3 grader celsius’, som udkommer i September 2023, har jeg nemlig tilladt mig selv den svære øvelse, at sætte årstal på hændelserne i MALI. I ‘3 grader celsius’ stopper golfstrømmen i årene omkring 2060-2062, altså bemærkelsesværdigt tæt på det årstal, som de danske forskere har beregnet sig frem til.


For de fleste andre lader nyheden imidlertid ikke til at rokke nævneværdigt ved dagligdagen. Efter en dags omtale under overskriften Breaking news på TV2 og et par dages omtale i forskellige medier verden over, lader undersøgelsens ganske alvorlige konsekvenser allerede at være gået i glemmebogen hos de fleste. Men burde en nyhed som denne ikke føre til almen nysgerrighed på, hvilke ændringer sådan et kollaps vil føre til af livet som vi kender det? Uanset hvor skeptisk man så end må være over for undersøgelsens resultater? Der er trods alt tale om et peer-reviewed forskningsresultat, som er blevet udgivet i det naturvidenskabelige fagmagasin Nature, og som vil få markante konsekvenser for os alle. Hvis Golfstrømmen kollapser vil det øjeblikkeligt medføre et temperaturfald på 8-10 grader celsius i vores del af verden. Det lyder måske ikke af meget, men når man sammenligner det med, at jordklodens gennemsnitstemperatur under en istid blot er 3-4 grader koldere end i dag, så sætter det tingene i perspektiv.


Burde vi ikke som det mindste bruge bare lidt spalteplads og en smule tid hen over frokostbordet, på at tale om den verden, som vi risikerer at møde? Eller er vi som art så snæversynet og kortsigtet i vores fremtidshorisonter, at vi ganske enkelt ikke kan overskue at forholde os til dommedagen, før vi står midt i den?


Dommedagsscenarier har der været mange af gennem tiden. Nogle er skabt af science fiction forfattere, nogle er gengivet på Hollywoods filmlærreder, andre er blevet postuleret af religiøse sekter, og nu er det så blevet videnskabens tur. Måske netop fordi dommedag er blevet forudsagt så mange gange, og måske fordi “dommedags-preppers” bliver grint ad i hverdagens TV-udsendelser, er vi mest tilbøjelige til ikke at ville forholde os til dem. Vi skal jo stadig huske at leve, mens vi kan. Men at ignorere et sandsynligt scenarie hjælper ingen.


I slut 90’erne flød medierne over med nyheder om et potentielt globalt IT-sammenbrud ved overgangen til år 2000. I 2008 handlede alt om den økonomiske krise, der helt naturligt havde stor betydning for den livsstil vi alle sammen havde dengang. I 2019 blev det Covid-19 som havde markante konsekvenser for vores handlefrihed. Ingen af de kriser varede ved, men de fyldte helt utroligt meget i medierne. Det samme gør de klimaforandringer, der rammer nede sydpå, i Grækenland, i syditalien og i mindre grad i centralafrika. Vi hører også om de mange skovbrande i Canada eller Australien. Alt det håndgribelige. Hvad vi imidlertid ikke hører om er, hvad nu, hvis det skete for os selv?


Foto: Pexels fra Pixabay


Kilder:







17 visninger0 kommentarer

Comments


bottom of page