FNs generalsekretær Antonio Guterres kalder den nye klimarapport fra IPCC (FNs klimapanel) for “et atlas over menneskelig lidelse.” Og særligt de fattige lande står for skud. Men hvad nu, hvis det skete for os selv? Det er emnet i min nye roman MALI.
Iflg. den nye IPCC rapport, var der i 2018-2019 cirka 3 millioner internt fordrevne mennesker i Afrika syd for Sahara, som en direkte følge af ekstremt vejr. Som det ser ud nu, så er det tvivlsomt om vi formår at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader celsius, som ellers er hele verdens erklærede klimamål. Og det får store konsekvenser for de mennesker, der lever i det område. Stiger temperaturen således med blot 1,7 grader celsius forventer FNs klimapanel nemlig, at det allerede i 2050 vil øge antallet af internt fordrevne i Afrika syd for Sahara, til mellem 17-40 millioner mennesker. Altså en ganske voldsom forøgelse. Og stiger temperaturen med 2,5 grader celsius, vil det antal eksplodere til et sted mellem 56 og 86 millioner.
Og det er bare i Afrika syd for Sahara. I Asien omkring Himalaya bjergene vil man se samme tendens, hvor afsmeltningen af Himalayas gletsjere vil medføre så store oversvømmelser, at det temmelig markant vil påvirke menneskers muligheder for at blive boende. Migration til andre steder bliver en helt uundgåelig konsekvens heraf.
De rige lande bedes endnu en gang om at skrue op for støtten til udviklingslandene, der er dem, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Og det er helt afgørende, at de gør det, for de flygtningestrømme verden hidtil har set, er intet imod den klimamigration verden står over for i nær fremtid.
I min nye roman MALI har jeg vendt hele den her situation på hovedet. For hvad nu, hvis det skete for os selv? Hvad nu, hvis det var de rige lande, der havde brug for hjælp, fordi klimaforandringerne havde tvunget os på flugt? Det er en situation fuld af desperation, fortvivlelse, drama, menneskelig lidelse, sult og mangel på håb for fremtiden.
Læs mere her: