Den moderne offermentalitet med grobund i et historisk perspektiv er ved at tage overhånd i en sådan grad, at vores kulturhistorie bliver omskrevet.
At klø sig selv et vist sted kan være noget af det mest befriende, der findes. Derfor kan det godt virke lidt besynderligt, at det er navlepilleriet, der er ved at vinde markant indpas i samfundet i form af politisk korrekthed og personlig ærekrænkelse på egne eller andres vegne. Den moderne offermentalitet med grobund i et historisk perspektiv er ved at tage overhånd i en sådan grad, at vores kulturhistorie bliver omskrevet og skridt for skridt sendt ud i glemslens mørkekammer.
Når Gyldendal omskriver Halfdans Rasmussens digtsamling og udelader såkaldte stødende ord som ”neger” eller ”hottentot”, så tager de et hovedansvar for, at fremtidige generationer ikke får kendskab til verden, som den var en gang.
Godt nok forsvarer de sig med, at man stadig kan købe den originale udgave, men som verden udvikler sig, er det blot et spørgsmål om tid, før den fases ud og efterlader et tomrum i historien. Selv Martin Luther King kaldte sig selv og sine for ”negroes”, men siden da har borgerrettighedsbevægelser bevæget sig væk fra denne betegnelse, da ordet historisk set forbindes med raceopdeling.
Jeg er den første til at tale imod enhver form for raceopdeling, men det ændrer jo ikke på, at ordet har været alment anvendt op igennem historien, og at vi ved at skrive det ud af historiebøgerne samtidig er godt i gang med at udviske den del af vores fælles fortid, som vi af og til er nødt til at tænke tilbage på, for at sikre at det ikke sker igen.
På samme måde som efterkommere af slaverne ikke bryder sig om at blive kaldt neger, fordi det bringer associationer til fordums undertrykkelse, kan jeg argumentere for, at jeg ikke bryder mig om, at blive kaldt ”hvid” eller ”af arisk afstamning”, fordi det bringer associationer til, at jeg er efterkommer af generationer af undertrykkende forfædre, der har forfulgt, udnyttet, mishandlet og dræbt andre mennesker uden at kny en tåre eller udvise hverken anger eller medfølelse.
Men jeg er ikke mine forfædre. Jeg kan og skal ikke stå til ansvar for, hvad de har gjort. Jeg skal derimod tage ved lære at det og blive et mere forstående, tolerant og favnende menneske. Den politiske korrekthed er dog godt i gang med at fratage mig og mine efterkommere den mulighed.
Man ser det, man vil se. Når H&M lancerer en annonce med et billede af en lille brun dreng med tekst om en abe på sin bluse, ser jeg en dreng med tekst om en abe på sin bluse. Jeg ser intet andet end det.
Først når de politisk korrekte laver den kobling, at der er en sammenhæng mellem den brune dreng og aben på blusen, først da bliver det diskriminerende. Men det siger jo mere om de politisk korrekte, end det gør om H&M.
Når Gucci lancerer en ny sort bluse, som, når rullekraven rulles op over ansigtet, efterlader indtrykket af, at brugeren er sort med store røde læber, kan man vælge at blive stødt i troen over, at Gucci bevidst målretter denne meget dyre bluse til hvide mennesker, så de kan karikere sorte mennesker med det formål at undertrykke dem.
Man kan også vælge at se det som en hyldest til de sorte, at et moderne og dyrt tøjmærke som Gucci, på denne måde hylder black power. Eller man kan vælge at se det som et besynderligt stykke beklædningsgenstand, trække på skuldrene og gå videre.
Min pointe er, at selvhøjtideligheden og offermentaliteten er ved at nå nogle højder, hvorfra der ikke længere er jordforbindelse. Hvor tidligere tiders forfulgte i dag selv er de, der forfølger og undertrykker med deres politiske moral, fordi de tager anstød af noget, der hører deres forfædre til. Denne påtagede indignation er imidlertid livsfarlig, for den er medvirkende til at slette historien og kaste os ud i en ny form for menneskeforfølgelse, hvor der ikke længere er plads til de, der ikke lige er up-to-date med de seneste do’s and don’ts i moderne sprogbrug.
Artiklen blev bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten den 25. maj 2019.
Illustrationen er en arkivtegning, bragt i forbindelse med indlægget. Den er udarbejdet af Rasmus Sand Høyer.
Comments