top of page
  • Forfatters billedeTorben Mathiassen

Klimabenægtere går imod 97 procent af verdens klimaforskere

Opdateret: 13. okt. 2021



Den seneste rapport fra FNs klimapanel IPCC, nummer 6 i rækken, konkluderer uomtvisteligt, at de igangværende klimaforandringer skyldes menneskelige udledninger af drivhusgasser i atmosfæren. Ydermere står en anden konklusion skræmmende klar: temperaturstigningerne og klimaændringerne sker med en hidtil uset fart.


Lignende konklusioner fremgik også af den 5. rapport i rækken, men det til trods, var det ikke noget der i 2018 overbeviste Dansk Folkeparti, hvis tidligere klimaordfører Per Dalgaard udtalte, at ingen i Dansk Folkeparti tror på at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det udsagn blev fulgt op med et andet, af den afløsende klimaordfører, Mikkel Dencker, der angav, at klimaforandringer er et spørgsmål om tro, og som sådan hører det til i kirken og ikke i politik.


Det er et problem, når vores politikere modsiger 97 procent af verdens klimaforskere, der alle er rørende enige i, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det er et problem fordi de er repræsentanter for en stor del af den danske befolkning, og hvis ikke dé er overbeviste herom, hvorfor skulle deres vælgere så være det?


Men hvorfor benægter de egentlig de klimarelaterede fakta? Iflg. David Hall (Seniorforsker, Politisk filosofi og miljøteknologi på Auckland University of Technology) handler det i bund og grund om, at klimabenægtelse er en konflikt mellem fakta og værdier. Det føles simpelthen forkert. Når klimaforskningen begynder at genere os tilstrækkeligt meget i vores daglige værdier, så starter fornægtelsen. Med andre ord, når klimatilpasningspolitik begynder at kæmpe om de samme ressourcer som ældrepleje og social velstand, så opstår der en konflikt i værdisættet.


Tanken om klimaforandringer er en trussel mod vores verdensbillede og er så ubelejlig en sandhed, at den får os til at undertrykke vores bekymringer. Socialpsykologen Jonathan Haidt mener således, at klimabenægterne ubevidst undgår at undersøge hele evidensmængden og i stedet lukrerer på en mavefornemmelse. Derfor kan man heller ikke skræmme dem med “dommedagsprofetier” da deres fornuft er sporet ind på at forsvare dem selv imod at skulle revidere egen overbevisning.


Det hjælper naturligvis heller ikke ret meget i den gængse verdensopfattelse, når bilindustrier og producenter af fossile brændsler i mange år bevidst har modarbejdet det evidensmateriale, der advarer verdens befolkning om klimaforandringerne. Det har de naturligvis gjort ud fra et mere egoistisk synspunkt, da klimaforandringer forårsages af netop dét, der er hjørnestenen i hele deres forretningsgrundlag. Heldigvis har selv de mest stædige vidensundertrykkere efterhånden indset, at klimaforandringerne ikke længere kan fornægtes. Beviserne herom er ganske enkelt blevet for tydelige.


At klimabenægtere kæmper mod bedrevidende, som følge af at det karambolerer med deres eget personlige værdisæt, er også en holdning tidligere vejrvært Jesper Theilgaard deler. Han mener, at de klimaorienterede løsninger ofte kræver for store ofre af os. I stedet for at tage til Thailand hvert år, må vi måske nøjes med at tage til Frankrig. I stedet for at forkæle os selv med en stor, saftig oksesteak hver fredag aften, burde vi måske gemme den til helt særlige lejligheder. I stedet for at tage bilen de 2-3 kilometer hen til supermarkedet, burde vi måske tage cyklen. For klimabenægtere er det nødvendige “offer” ganske enkelt for stort. Og så er det lettere at benægte de fakta der i øvrigt ligger på bordet.

Det er ganske givet samme faktorer der spiller ind, når det helt generelt tager politikerne alt for lang tid at vende skuden og sætte miljøet på den politiske dagsorden. Det er ubelejligt, for det fjerner fokus og ressourcer fra det værdisæt, som hele deres politiske grundlag i øvrigt er bygget op omkring. I den vestlige verden har hovedparten efterhånden accepteret, at klimaforandringer bør og skal være en central del af den politiske agenda, om ikke andet så fordi de fleste vælgere kræver det. Anderledes er situationen imidlertid i flere af de lande hvor fattigdom, kriminalitet, sult og arbejdsløshed til stadighed er et stort dagligdagsproblem. I sådanne lande står klimaet sandsynligvis ikke særlig højt på den politiske agenda, simpelthen fordi dagligdagens udfordringer i forvejen er så dominerende, at klimaforandringer blot bliver til et diffust, uoverskueligt og fjernt tema.


Det er fint at vi i den vestlige verden, som er de helt store klimasyndere, har fået øjnene op for bæredygtighed og vedvarende energi. Men når et land som Brasilien, der er ansvarlig for hovedparten af en af verdens største lunger, Amazonregnskoven, ser stort på klimaet, og lader lokale landmænd udnytte skovens ressourcer til egen vinding, så er der desværre stadig temmelig lang vej at gå.


Vi skal nok nå det engang - spørgsmålet er blot hvilke ofre vi må forberede os på, inden vi når helt derhen?


Foto af: Geralt fra Pixabay



Læs mere:







46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page