Klimakrisen har efterhånden vundet rimelig gehør og accept som en krise, der skal tages alvorligt. Det samme kan man ikke sige om biodiversitetskrisen, som for mange endnu er et mere eller mindre ukendt begreb. Ikke desto mindre er biodiversitetskrisen mindst lige så kritisk og livstruende som klimakrisen.
Klimaforandringer defineres af FN som værende langvarige skift i temperaturer og vejrmønstre. Disse skift kan forekomme naturligt, som det har været tilfældet mange gange i planeten Jordens mangeårige eksistens. Ikke tidligere har de imidlertid forekommet så hastigt, som tilfældet er nu, hvor de forårsages af menneskets ukritiske afbrænding af Jordens fossile ressourcer som olie, kul og gas. Konsekvenserne er, at opvarmningen af kloden medfører tørke, mangel på rent drikkevand, skovbrande, oversvømmelser, afsmeltning af polerne, ekstremt vejr og ikke mindst en helt generel nedgang i klodens biodiversitet.
Det sidste er kritisk, for modsat klimaforandringerne, er nedgangen i klodens biodiversitet irreversibel, og biodiversitet er helt afgørende for menneskets overlevelse på Jorden. Selv om det skulle lykkedes os at afværge klimakatastrofen, er vores eksistens på planeten altså stadig voldsomt truet. Men hvad betyder det i praksis? Hvorfor er biodiversitetskrisen mindst lige så alvorlig som klimakrisen og hvad kan vi gøre ved det?
Biodiversitet er variationen af alt liv på Jorden, i alle dets former og sammenhænge, og uden den, er der ingen fremtid for menneskeheden. Uden bier til at bestøve blomsterne, er der ingen frugt at spise. Flere træarters overlevelse er helt afhængige af, at dyr så forskellige som aber, elefanter og skildpadder spreder deres frø. Og træerne er vigtige, fordi de absorberer store dele af den carbondioxid, som spredes i atmosfæren. Hele det biologiske kredsløb er forbundet på så mange forskellige niveauer, og er i sidste ende livsvigtige for, at planter, dyr og insekter fortsat eksisterer. Uden planter på jorden, er der ganske enkelt ingen ilt at indånde.
Vi er godt på vej til at bevæge os ind i det, som forskerne kalder for den sjette masseuddøen i planetens livshistorie. Ikke før nu er den imidlertid forårsaget af en af de arter, som beboer planeten - nemlig mennesket. Med vores udbredte omlæggelse af vild natur til kontrollerede landbrugsarealer, vores overfiskeri, bebyggelse af enorme byer og vejanlæg, samt forurening af atmosfæren, er vi godt på vej til, at lægge planeten øde. Sammenlagt har vi allerede transformeret 70% af Jordens overflade til områder, der kontrolleres af mennesket.
En masseuddøen i geologisk forstand defineres ved, at mindst 75% af Jordens arter uddør indenfor en relativt kort geologisk periode på under 2.8 millioner år. Det lyder måske ikke så farligt endda, men faktum er, at hvor den normale hastighed hvormed arter uddør er mellem 0.1 til 1.0 art per 10.000 arter hvert 100. år, så foregår det lige nu mellem 100 og 1000 gange hurtigere, hvilket iflg. nogle forskere nok også er hurtigere, end da dinosaurerne blev udryddet. Det betyder også at arternes naturlige plads i det økologiske system ikke har tid til at blive erstattet, med store konsekvenser for de dele af det økologiske system som de forlader. Det er en selvforstærkende effekt, som accelerer i takt med at mennesket overtager mere og mere af det naturlige habitat. I menneskets 300.000 årige livshistorie er vi endnu ikke nået så vidt, men med 30-40% af verdens arter nu kategoriseret som udryddelsestruede, er vi så sandelig godt på vej.
For lige at sætte de fem foregående masseuddøenbegivenheder ind i en tidslinje, så kommer de her:
Ordovician-Silurian skete for 443 millioner år siden. 85% af alle arter uddøde som følge af markante temperaturfald.
Devonian skete for 374 millioner år siden. 75% af alle arter uddøde som følge af mange variationer i den globale temperatur og heraf følgende mange skift i faldende og stigende havstande. Årsagen er ukendt.
Permian skete for 250 millioner år siden og var den største og mest ødelæggende af de fem. 95% af alt liv forsvandt. Årsagen er ikke helt fastlagt, men nogle forskere hælder til teorier om, at det skyldtes en gigantisk asteroide, der ramte jorden og hvirvlede så mange støvpartikler op, at de blokerede for solen og forårsagede syreregn. Andre mener, der var tale om enorme vulkanudbrud, som fyldte atmosfæren med kuldioxid og forgiftede verdenshavene.
Triassic fandt sted for 200 millioner år siden og udryddede cirka 80% af verdens arter. Årsagen var formentlig øget vulkansk aktivitet, der fyldte atmosfæren med kuldioxid og forgiftede verdenshavene.
Cretaceous fandt sted for 65 millioner år siden og var den begivenhed, der tog livet af dinosauerne. 78% af alle arter uddøde, som følge af et gigantisk meteornedslag.
Som det ses, så forårsagedes de fem forrige begivenheder alle af udefrakommende begivenheder, og altså ikke som følge af én arts kritiske udnyttelse af Jordens ressourcer. Men som det også fremgår, så tager sådan en begivenhed mange år om at udfolde sig helt, så det er nok tvivlsomt om nogle af os, der lever i dag, vil nå at opleve begivenhedernes fulde omfang. Det vil måske ikke engang vores oldebørn eller deres oldebørn. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kan nå at opleve nogle af konsekvenserne, som f.eks. hvis honningbierne pludselig ikke længere eksisterer. I så fald vil det være slut med frugt og nødder i det omfang vi ser i dag. Hvis koralrevene dør ud, vil store dele af det maritime liv dø ud sammen med dem. Og hvis mangroverne langs kysterne dør ud, vil kystområder blive langt mere udsatte for tsunamier og tyfoner.
Den eneste måde hvorpå vi kan standse biodiversitetskrisen, er ved at bekæmpe klimakrisen og samtidig bringe naturen tilbage til dens vilde form. Spørgsmålet er blot, om det overhovedet er muligt, når den globale befolkningstilvækst bliver ved med at stige og estimeres at nå 10.9 milliarder mennesker i 2100? Det kræver i hvert fald at verdens ledere begynder at tage udfordringen mindst lige så alvorligt som klimakrisen, og sætter den øverst på den globale dagsorden.
Læs mere:
Comments