top of page
  • Forfatters billedeTorben Mathiassen

Kan solidaritetsprincippet i EU mon stå distancen i en klimakrise?



I min nye roman MALI er den nordlige halvkugle blevet hvirvlet ind i en voldsom klimakrise i hastig udvikling. 100 millioner Nordeuropæere tvinges på flugt fra elementernes rasen, men sydpå finder de kun foragt til overs overfor de mange klimaflygtninge, som indlogeres i store flygtningelejre. Solidariteten over for EU nabolandenes indbyggere forsvandt lige så hurtigt, som behovet for humanitær hjælp opstod.


Ét af grundelementerne i virkelighedens EU-samarbejde er netop solidaritetsprincippet. Et solidaritetsprincip, der b.l.a. dækker over den sociale sikkerhedsfølelse blandt indbyggerne i Europa. Men én ting er intentionerne nedfældet på papir, en anden er hvorledes den politiske solidaritetsaftale fungerer i praksis.


Flygtningekrisen i 2015, eller migrationskrisen som den hurtigt blev omdøbt af de euro-pæiske politikere for at undgå den forpligtelse, der automatisk følger med anerkendelsen af en persons flygtningestatus, understregede med al tydelighed, at solidariteten mellem medlemslandene hænger i en tynd tråd.


1,2 millioner syrer, der flygtede fra borgerkrigen i deres hjemland, strømmede pludselig ind i Italien og Grækenland, enten fra Tyrkiet eller via passage over Middelhavet. Presset satte lynhurtigt de to landes registreringsprocedurer så meget ud af spil, at man inden længe kunne observere store grupper af flygtninge vandre op langs de europæiske motorveje, for at finde asyl i et fredeligt land, hvor bomber og dødstrusler ikke længere var en daglig begivenhed. Europas politikere var i chok og for en kort bemærkning også handlingslammede.


Men da Tyskland, med kansler Angela Merkel i spidsen, snart efter besluttede sig for at åbne dørene for de mange syriske flygtninge, vågnede lokalpolitikerne i de forskellige medlemslande pludselig op. Flere skyndte sig i al hast at få lukket grænserne og dermed blokere adgangen for de mange mennesker. Danmark var ét af de lande, og det europæiske Schengen samarbejde med åbne grænser og fri bevægelighed for indbyggerne i EU, blev øjeblikkeligt sat ud af spil.


Det medførte samtidig en tragikomisk situation, hvor politikerne nærmest stod på nakken af hinanden for at understrege, at der altså var tale om migranter, og slet ikke reelle flygtninge i henhold til definitionen i FNs flygtningekonvention. Konventionen definerer nemlig en flygtning som et menneske, der er flygtet fra konflikter, vold, forfølgelse eller brud på menneskerettighederne og befinder sig udenfor sit hjemland. Og dén definition, sammenholdt med det enorme antal mennesker, gav politikerne hovedpine på grund af den såkaldte Dublin-forordning, som er en aftale mellem EU medlemslandene. Dublin forordningen siger at en flygtning, der er blevet registreret i ét EU land, har ret til at få sin sag prøvet i alle EU lande. Og da Tyskland pludselig stod med 1 million flygtninge hastede det altså med at overbevise hinanden om, at når de her mennesker havde kunnet bevæge sig igennem mere end ét sikkert land på deres vej væk fra krigen, så var der ikke længere tale om flygtninge, men ganske enkelt om velfærdsmigranter. Migranter, som altså ikke længere havde et legitimt krav om at få sin sag prøvet i EU. Og dermed stod Grækenland, Italien og Tyskland pludselig og skulle håndtere hele krisen på egen hånd, mens andre lande med Danmark i spidsen, gjorde alt for at undslå sig den fælles EU forpligtelse og tage imod sin andel af de mange flygtninge. Solidaritetsfølelsen mellem medlemslandene var borte med blæsten, og det tog ikke andet end 1 million nødlidende mennesker fra Syrien at knække den.


Men én ting er de flygtningestrømme der kommer til EU, fra lande udenfor EU’s grænser, en anden er de imaginære flygtningestrømme der måtte stamme fra ét eller flere af EUs egne medlemslande. Er der nogen som helst grund til at tro, at vores solidaritetsfølelse vil være stærkere i dét tilfælde, når landene i den grad viste sig at være sig selv nærmest under flygtningekrisen? Særligt hvis der er tale om en klimakrise i udvikling?


Sagen er, at klimaflygtninge slet ikke har krav på beskyttelse i henhold til FNs definition af flygtninge. Faktisk er de slet ikke at betragte som flygtninge, selv om flere af dem er tvunget til at flygte fra oversvømmelser, tørke, ildebrand etc. For at få status som flygtning og dermed opnå retten til at søge asyl, skal man nemlig være flygtet fra krig, vold, forfølgelse eller brud på menneskerettighederne. Klimaforandringer kan per definition ikke sikre dig denne menneskerettighed.


Det står skrevet at EU medlemslandene skal stå inde for solidaritetsprincippet og sikre fællesskabets sikkerhedsfølelse. Men erfaringen viser, at begynder det at koste for mange penge og gå ud over velfærdssamfundet i modtagerlandet, så falder lysten til at opretholde solidaritetsprincippet ganske hurtigt. På dén måde er mennesket ikke et specielt tolerant eller favnende væsen.


Foto af: Capri23auto fra Pixabay


Læs mere her:








Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page