.png)
Vores evne til at gå med skyklapper er imponerende. Intet mindre.
Det viser sig i verdens kampagner mod børnearbejde, som fandt stor udbredelse i begyndelsen af 2000’erne, men som nu kører sin stille og rolige gang i baggrunden, hvor man kun en sjælden gang imellem hører om problematikken i nyhederne. Børnearbejde er dog fortsat et stort problem i verdens fattige lande og man estimerer at mindst 152 millioner børn i dag er i arbejde globalt set, hvoraf 73 millioner af dem er i det man kalder farligt arbejde.
Det viser sig i kampen mod farlige og/eller uretfærdige arbejdsforhold verden over, herunder tvangsarbejde, sikkerhed på arbejdspladsen og ligestilling, som var i vælten allerede i 1990’erne. Men som den dag i dag ignoreres af førende virksomheder verden over, trods et stort mange-årigt internationalt arbejde via FNs Internationale Arbejdsorganisation (ILO).
Og det viser sig i kampen mod den globale opvarmning, som især har taget tilløb til at blive taget nogenlunde seriøst det seneste årti.
Meget arbejde mod en mere bæredygtig verden er beskrevet ved FNs 17 verdensmål og 169 delmål, som forpligter samtlige 193 medlemslande til i fællesskab at afskaffe fattigdom og sult i verden, sikre uddannelse og gode arbejdsforhold til alle, samt iværksætte bæredygtig økonomisk vækst. Og heldigvis kan arbejdets effekt godt ses derude. Verdens fattigdom er faldet med 75%, mange flere har fået adgang til rent drikkevand, færre mennesker bliver syge af malaria, HIV/AIDS og tuberkulose, dobbelt så mange børn overlever deres 5 års fødselsdag etc.
Det hjælper bare ikke rigtig noget på den lange bane, når den indsats som FNs medlemslande har forpligtet hinanden til, senest manifisteret af COP-26 klimaaftalerne, konstant modarbejdes af nationale interessekonflikter, hvor økonomisk vækst til stadighed vejer tungere end indholdet af de 17 verdensmål. Alt det vi indtil videre har vundet, risikerer nemlig at blive sat over styr de næste 20 år, i takt med at den globale opvarmning fortsætter med at stige. Tørke fører til mere sult. Oversvømmelser fører til forurenet drikkevand og flere afledte sygdomme. Udryddelse af regnskoven medfører (måske) nye sygdomme med sig. Klimamigration for at undslippe konsekvenserne af før nævnte, fører til en reduktion i antallet af børn, der går i skole. Flere bliver fattige.
Så længe det forbliver en global forbrugerbeslutning at gøre noget ved klimakrisen, ved menneskelige vilkår eller verdens biodiversitet, så kommer udviklingen til at gå alt for langsom. Som individer er vi ikke specielt rationelle, og vi forbeholder os retten til at forbruge, uanset konsekvenserne i øvrigt.
Netflixs skildring af børns arbejdsvilkår i Bangladesh i Verden belyst, er rystende. Men hvordan skal man som almindelig forbruger sikre sig, at de partyballoner man køber i supermarkedet den næste dag, ikke kommer fra sådanne børnefabrikker i Bangladesh? Eller at kaffen eller chokoladen er bæredygtig og ikke involverer tvangsarbejde i Afrika?
Nogle forbrugere er dybest set ligeglade. Andre har ikke et stort rådighedsbeløb og føler sig nødsaget til altid at købe billigst muligt. Atter andre kan ikke overskue junglen af mærkningsordninger, som sikrer det mest hensigtsmæssige indkøb set ud fra et overordnet globalt perspektiv. Undskyldningerne er mange, og i de fleste tilfælde ganske legitime. Set ud fra et forbrugersynspunkt. Tvangsarbejderne, klimaofrene, de sultne, de fordrevne og de der bor på flydende øer af skrald, taler imidlertid for et andet synspunkt.
Fairtradeordningen er en af flere udmærkede internationale ordninger, der sikrer bedre løn- og arbejdsforhold for verdens udsatte bønder, og samtidig sikrer, at produkterne er produceret under ordentlige forhold, der tager hensyn til både mennesket og miljøet. Alligevel er der i de danske dagligvarebutikker ikke flere end 2000 produkter der i dag er Fairtrade mærket. Og de som er, kæmper en ulige kamp mod billigere alternativer fra store internationale virksomheder, som ikke interesserer sig meget for hverken Fairtrade, arbejdsmiljø eller klima. Det er således hundrede procent et forbrugerspørgsmål, om de ønsker at støtte den bæredygtige produktion eller ej.
Det må og skal imidlertid være politiske beslutninger, der dikterer at virksomheder kun må sælge varer, der lever op til FNs verdensmål. Så har vi ikke længere noget valg. Problemet med sådan en politisk beslutning er dog, at det kommer til at gå ud over vores rådighedsbeløb, vores forbrug og den generelle økonomiske vækst i samfundet. Og så stikker de fleste politikere, virksomhedsejere og halvdelen af befolkningen allerede hælene i, for økonomisk vækst er nøglen til et endnu bedre socialt samfund. Så må klimakrise være klimakrise.
Alt dette er vidunderligt fremstillet i Netflix’ nye satirefilm Don’t look up, hvor verdens befolkning er langt mere optaget af kendissers kærestesorger, end af en verdensudslettende begivenhed. Hvor politikere tænker mere på vælgertilslutning, end på kriser, og hvor rigmænd tænker mere på økonomisk vinding baseret på usikre teknologier end på at afværge katastrofen.
Klimaforsker Peter Kalmus sammenligner i The Guardian situationen i Don't look up, med virkelighedens klimakrise (link til artikel nedenfor); verdens klimaforskere ser klimakrisens alvor i øjnene hver eneste dag, men bliver mødt af benægtelse, ligegyldighed og endda af latterliggørelse hver eneste dag. Fra tastaturkrigere og såkaldte hjemmeeksperter, virksomhedsejere, anerkendte nyhedsmedier, lokalpolitikere og endda regeringspræsidenter som f.eks. Brasiliens Jair Bolsonaro, Australiens Scott Morrison, Ruslands Vladimir Putin og den afgåede amerikanske præsident Donald Trump.
I modsætning til de fleste katastrofefilm, ender det ikke godt i Don’t look up. Jordens befolkning bliver nemlig udslettet til sidst. Klimakrisen går i samme retning, om end en smule langsommere, end når en 10 kilometer stor meteor hvirvler mod jorden. Slutresultatet er det samme, med mindre vi gør noget ved det.
Foto af: Pixundfertig hos Pixabay
Læs mere:
Comments