top of page
Forfatters billedeTorben Mathiassen

Esther M. Kjeldahl: Vi er sammen om at mærke det


Klimalitteratur behøver ikke være tørt. Det behøver ikke at være fyldt med grafer, kedelige tal, statistikker og hårdkogte teorier. om dommedagscenarier. Klimalitteratur kan sagtens gøres spiseligt, let fordøjeligt og appetitligt. Det er Esther M. Kjeldahls bog 'Vi er sammen om at mærke det' et rigtig godt eksempel på.


Esther M. Kjeldahl er uddannet filosof og er klimaaktivist. Hun giver i sin bog en række fremragende synspunkter omkring tilgangen til den klimakrise som verden befinder sig i lige nu. Bogen henvender sig hovedsageligt til dig, der gerne vil være klimaaktivist, men ikke tør sige det højt. Eller som ikke tør springe ud i det, af frygt for dine omgivelsers reaktion.


Men tror man at bogen kun handler om det, så har man ikke læst den godt nok. Esthers bog er meget mere end en guide til den kommende klimaaktivist. 'Vi er sammen om at mærke det' opstiller en række filosofiske betragtninger om, hvordan man også kan anskue klimakrisen og sit engagement i den. Eller mangel på samme.


Bogen er ikke en løftet pegefinger, men den er en opfordring til at kræve politisk handling og gøre det til trods for, at de kapitalistiske vinde blæser i en anden retning. Esther minder os om, at selv om samfundsøkonomien er vigtig for det socialistiske Danmark vi kender og holder af, så er klimaet endnu vigtigere. Det er det fordi økonomien risikerer at bryde sammen, når verdens fødevareproduktion kommer til at lide markant under den globale opvarmning, og folk må flygte på grund af det.


Esther argumenterer godt for, at selv om det er prisværdigt at leve bæredygtigt, så hjælper det ikke meget i det store billede. Det er i hvert fald ikke konflikterne værd i forholdet til dine nærmeste omgivelser. Havde befolkningens individuelle omstillinger til et bæredygtigt liv været en effektiv drivkraft til at redde klimaet, så havde virksomhederne for længst opfundet klimavenlige alternativer til eksisterende produktioner. Men den private efterspørgsel går for langsomt og flytter ikke rigtig noget i den store sammenhæng, for i kapitalismen vil man altid fremstille billigst muligt og sælge dyrest muligt. Profit er drivkraften.


Derfor kræver klimakampen en politisk omstilling. Den kræver at vi vælger politikere, der tør tage kampen op, selv om det er upopulært og koster samfundet dyrt på den korte bane. Det kræver at vi forbrugere accepterer, at vores fremtidige generationer har lige så meget ret til planeten, som vi selv har.


Selv om bogen er orienteret klimaaktivismen, så giver Esther M. Kjeldahl en række gode filosofiske anskuelser og guidelines til, hvordan man kan gribe det hele an, når man er usikker på sig selv og sit forhold til omverdenens krav og forventninger til dig som individ. Ofte er man bekymret for fjollede ting, som blot er blevet en besynderlig del af samfundskulturen. På den måde giver bogen også inspiration til dig, der er bekymret over hvordan dine omgivelser ser din krop, dine handlinger, dit tøj, din måde at være på eller gå på.


I bogen redegør Esther også for, hvordan klimaskeptikere er lykkedes med at stille urimelige krav til klimaforskere, der entydigt beviser klimaforandringerne. Det har forsinket klimakampen i mange, mange år og gør det stadig. Ofte er det de samme få mennesker som kommer i medierne, som såkaldte eksperter, og deres holdninger bliver derfor hurtigt lig med den generelt accepterede holdning i samfundet. Også selv om den beviseligt er i strid med klimaforskernes prognoser.


Jeg kan på det varmeste anbefale alle at læse bogen. Den løfter ingen pegefingre. Den kræver ikke noget af dig. Den maler ikke fanden på væggen. Tværtimod er den inspirerende og tankevækkende.


Men, for der er nemlig et lille men. Hvis jeg har en anke, så er det at den sidste tredjedel af bogen bliver en længere undskyldning for, hvorfor du skal melde dig under fanerne som klimaaktivist. Det kommer hurtigt til at fremstå som om, at klimaaktivismen er en kult, som søger nye medlemmer, og som derfor må bagatellisere konsekvenserne ved at deltage. Og det er synd. Klimaaktivisme er vigtigt og må for alt i verden ikke fremstå som en kult eller andet, der lokker medlemmerne ind for aldrig at lade dem gå igen.


Klimakampen er vigtig, og det understreges med al tydelighed i bogen. Politisk handling er afgørende. Global politisk handling der koster penge. Det er den eneste måde vi kan løse den igangværende krise på, inden det er for sent.


Jeg lyttede til bogen på vej til og fra arbejde. Esther M. Kjeldahl læser den selv op, og det gør hun rigtig fint.

32 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page