I min nye roman MALI dukker der pludselig en isbjørn op på den danske vestkyst. Den er fulgt med isens bevægelse fra nord mod syd. Men hvor sandsynligt er det egentligt at dét vil ske, skulle istiden gøre sit indtog i virkelighedens verden, som følge af en eskalering af klimaforandringerne? Dét spørgsmål forsøger jeg at svare på her.
I 2018/2019 kom den ellers så ukendte russiske by Belushya Guba i alverdens mediers søgelys. Byen, som ligger på øen Novaya Zemlya i det arktiske øhav, er blot beboet af knapt 2000 indbyggere og står generelt i skyggen af det faktum, at øen udgør et tidligere russisk atomprøvesprængningscenter. Det var her verdens største menneskeskabte eksplosion fandt sted under den kolde krig i 1961, da den såkaldte 50 megatons atombombe King of Bombs, eller Big Ivan, detonerede.
Så hvorfor vakte denne søvnige arktiske by så pludselig alverden mediers årvågenhed, her så mange år efter? Det gjorde den, fordi den pludselig oplevede en sand invasion af isbjørne, der trængte ind i gader og bygninger i deres søgen efter føde. En for isbjørne ganske unormal adfærd, men så mange som 52 isbjørne blev dokumenteret i området, og truslen fra de mange sultne bjørne var så stor, at byens indbyggere ikke længere turde forlade deres hjem.
Under normale omstændigheder drager isbjørnene, om vinteren, langt ud på isen for at jage sæler. Fangsten foregår ved at bjørnen ligger på lur ved ét af sælernes mange åndehuller i isen, og når sælen så stikker hovedet op, står isbjørnen klar til at gribe den. Sæler er isbjørnenes primære kilde til føde, og med indtagelsen af dem opbygger de samtidig et tykt lag spæk, som dels holder vinterkulden for døren, og som de ydermere tærer på om sommeren, når isen er smeltet og sæljagten betydeligt vanskeliggjort. Derude på isen, langt væk fra menneskelig bebyggelse, lever isbjørnene et ensomt liv hele vinteren, indtil isen atter smelter og tvinger dem til at søge mod kysterne.
Vinteren 2018/2019 fik verden imidlertid for alvor øjnene op for, hvorfor vi mennesker ikke længere blot kan lade stå til, og fortsætte med uhæmmet at lede drivhusgasser ud i atmosfæren. Vinteren 2018/2019 var usædvanlig mild. Faktisk så mild, at den faste isbræmme omkring Novaya Zemlya udeblev og tvang isbjørnene til at søge føde på byens losseplads, skraldespande og endda indenfor i folks private hjem, frem for langt ude på ishavet, hvor de hører til.
Selv om der sidenhen er sået tvivl om, hvorvidt klimaforandringerne kan bebrejdes for den aktuelle situation i Belushya Guba, så viser den dog alligevel med al tydelighed konsekvenserne forbundet med, at mere og mere af isen omkring nordpolen forsvinder. som følge af den globale opvarmning. Des mere af isen der smelter, des mere af isbjørnenes jagtterritorium forsvinder, og des tættere på menneskelig bebyggelse er de tvunget til at jage. Ikke af lyst, men af nød.
Der estimeres i dag at være en bestand på mellem 22.000 og 25.000 isbjørne tilbage i naturen, men allerede ved udgangen af år 2100 kan den bestand vise sig at være uddød, hvis klimaudviklingen fortsætter uændret. Det viser ny forskning, som er offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change den 20. juli 2020. Ganske enkelt fordi isbjørnenes jagtmarker forsvinder under poterne på dem. I bogstaveligste forstand. Og er den ikke helt uddød, så formodes der kun at være ganske få mindre populationer tilbage.
Klimahandling er altså påkrævet. Nu. Om ikke andet, så for isbjørnenes skyld. Men er det for sent? Kan vi stadig nå at redde dem? Rapporten siger ja. Men det kræver, at den globale opvarmning bringes til standsning og at iskappen omkring nordpolen standser sin nuværende afsmeltning. Gør den ikke det, så skal vi nok ikke forvente, at isbjørnen overlever klimaforandringerne længe nok til, at de kan begynde at boltre sig på den danske vestkyst, selv om en istid efterfølgende vinder indmarch.
Golfstrømmens totale kollaps kan potentielt redde isbjørnen fra at uddø. Men det kan den kun, hvis den kollapser i tide, med alle de øvrige konsekvenser dét så medfører, hvoraf nogle af dem kommer til udtryk i min roman MALI. Skulle dét ske, og en ny istid ankommer i rasende fart, er isbjørnen nemlig langt bedre udstyret til at overleve det nye klima, end mennesket nogensinde vil blive.
Hvad kan vi gøre for at forhindre den nuværende udvikling og redde isbjørnene fra at uddø?
I 2015 indgik 196 lande i FNs klimakonvention en fælles aftale om at begrænse den globale opvarmning til fortrinsvist 1.5 grader celsius inden 2030, dog maksimalt 2.0 grader celsius. Overholdelsen af dén målsætning er absolut afgørende for at redde isbjørnenes naturlige habitater.
For at nå klimakonventionens klimamål, er det af afgørende betydning, at verden begrænser udledningen af kvælstoffer i atmosfæren og begynder at leve mere bæredygtigt. Bæredygtighed må og skal være én af de absolut vigtigste politiske målsætninger blandt alle verdens politiske ledere, og det er vores pligt som borgere, at holde dem op på det.
Foto af: Alex Demoura fra Pixabay
Læs mere her:
Comentarios